Randers forlænger med midtbanespiller
Randers FC har forlænget kontrakten med den 18-årige midtbanespiller for tre år indtil sommeren 2025.
Mads Enggård fortsætter i Randers FC tre år endnu.
Den unge midtbanespiller har netop underskrevet kontrakten, der løber indtil sommeren 2025, oplyser klubben på sin hjemmeside.
Forlængelsen glæder sportsdirektør i Randers FC, Søren Pedersen, der er sikker på, den 18-årige Enggård fortsat vil være i spil til kampe for klubben, hvis han arbejder hårdt.
Artiklen fortsætter efter reklamen
– Vi er utroligt glade for, at Mads har forlænget kontrakten og kan fortsætte sin flotte udvikling hos os i Randers. Han bygger hele tiden på og er trods sin unge alder med i kampen om spilletid og har også startet i en kamp i denne sæson. Mads byder sig til træning og viser, at han vil spille. Det er jeg også sikker på, at han kommer til i fremtiden, hvis han fortsætter sin udvikling, siger Søren Pedersen.
Ydmyg Randers-helt ovenpå vild præstation: Det er pointene, der er vigtigeHovedpersonen selv, der har en ungdomstid bag sig i FC Midtjylland, er naturligvis også glad for forlængelsen.
– Jeg er virkelig glad for at fortsætte i Randers FC. Jeg føler, at min udvikling fortsætter i den rigtige retning. Klubben passer rigtig godt til mig, og jeg føler, at min spillertype passer godt til den måde, vi spiller fodbold på, siger Mads Enggård og fortsætter:
– I al den tid, jeg har været i klubben, har trænerne givet mig tillid og troet på mine evner, så det var helt naturligt at skrive en ny kontrakt med klubben. Jeg glæder mig til at fortsætte som Randers FC-spiller i de kommende sæsoner.
Mads Enggård fik debut for førsteholdet i en pokalkamp i 2020 i en alder af 16 år og har i alt spillet 11 kampe for klubben.
Næste mulighed for kamp for den unge midtbanespiller er på søndag, hvor Randers FC tager imod AaB. Opgøret starter klokken 14.00, og du følge slagets gang på Canal 9 og Discovery+.