Niels F. efterladt med ‘lortefølelse’: Det er vores niveau lige nu
Niels Frederiksen ser behov for at forbedre Brøndby-holdet ovenpå søndagens nederlag i Aalborg. Det kan komme fra flere sider.
Brøndby blev søndag aften det første mandskab, der har tabt til AaB i en betydende kamp siden 14. april. Dengang var det også Brøndby, der trak det korteste strå mod nordjyderne.
Fra udeholdets bænk på Aalborg Portland Park kunne Niels Frederiksen søndag aften se sine tropper blive slået 2-1 efter et sent sejrsmål af Mathias Ross.
I cheftrænerens øjne var det en ret lige kamp, hvor AaB stak af i de sidste tyve minutter. Derfor er skuffelsen også til at tage og føle på kort efter slutfløjt.
– Det er da en lortefølelse, det er dybt frustrerende. Vi kunne godt have fået noget med fra den her kamp. Det lykkedes ikke, og det er da mega frustrerende, siger Niels Frederiksen
Efter aftenens nederlag har Brøndby i sine seneste seks kampe blot hentet to sejre, men det er ifølge cheftræneren på Vestegnen rimeligt retvisende for niveauet.
Brøndby-målskytte efter sent nederlag: Det føles forfærdeligt– Jeg tror bare, at man skal sige, det er vores niveau lige nu. Det er, sådan vi spiller, og det er det, vi kan spille til. Så må vi se, om vi kan hæve niveauet på den ene eller anden måde, siger Niels Frederiksen.
– Vi har både, nogle profiler der er skadet, der er et transfervindue som er åbent endnu, og så kan vi forhåbentlig gøre det på træningsbanen, lyder det fra Brøndby-chefen overfor campo.dk.
Niels Frederiksen afviser at kommentere på planerne for transfermarkedet, men tidligere har han åbnet lidt for posen. Det kan du læse mere om her.