Viborg sender angriber til Norge
Den unge angriber med en fortid i AaB skifter til norske Moss FK på en lejeaftale indtil årsskiftet.
19-årige Christian Wagner skifter til norske Moss FK fra Viborg FF på en lejeaftale, der gælder i efteråret. Det oplyser Viborg på sin hjemmeside.
Dermed står den på fodbold i den tredjebedste række i Norge for den unge angriber.
Wagner har optrådt i den grønne trøje i to kampe for førsteholdet i Viborg, som han kom til i 2021 fra AaB.
Artiklen fortsætter efter reklamen
– Christian har brug for mere spilletid, end vi kan tilbyde i øjeblikket for at tage de næste skridt i sin udvikling, og derfor er vi glade for at have fundet en løsning med Moss, hvor han forhåbentlig kommer til at vise sig godt frem, siger sportschef Jesper Fredberg og fortsætter:
– Han kommer ud og får erfaring fra en ny liga i et andet land, og vi håber på, at det bliver en rigtig succesfuld tid for ham deroppe, siger sportschef Jesper Fredberg.
West Ham-stjerne roser Viborg: De spillede godtWagner selv er også glad for lejeopholdet og håber, den kommende tid byder på mål.
– Jeg har søgt en mulighed for at få en større rolle, og det er jeg sikker på, at jeg kan opnå i den kommende tid hos Moss. Det er en gammel topklub i Norge, som er på vej tilbage efter nogle svære år, og der er lige nu gang i en spændende udvikling, som jeg gerne vil være en del af. Mit mål er selvfølgelig at få en vigtig rolle, vise mig godt frem og få scoret en masse mål, siger han.
Med skiftet er Christian Wagner ikke i spil til Viborgs kamp ude mod Randers FC på søndag. Her er der kick off klokken 16.00, og du kan følge med på Canal 9 og Discovery+.