
Medie: AGF vil hente Grønbæk-erstatning hos nedrykker
AGF har tilsyneladende fundet sin foretrukne erstatning for Albert Grønbæk i dansk fodbold.

Pengene brænder i lommen i Aarhus.
Efter det indbringende salg af Albert Grønbæk, har AGF nemlig rigeligt af kapital at gøre med, når de i første omgang skal have en direkte erstatning til Grønbæk.
Og ifølge Ekstra Bladet kigger aarhusianerne nu mod Vejle i håbet om at erhverve sig en ny midtbanespiller. Skal man tro Ekstra Bladets informationer har De Hvii’e nemlig Arbnor Mucolli i kikkerten.
AGF skulle angiveligt være villige til at smide gode penge Vejles vej i håbet om at sikre sig Mucolli, som tidligere har bevist, at han kan begå sig på Superliga-niveau.
Mere konkret lyder beløbet ifølge Ekstra Bladet på omkring 10 millioner kroner. Men trods det store millionbeløb har Vejle ikke travlt med at få skibet den 22-årige dansker afsted, da der angiveligt også skulle være konkret interesse fra udlandet.

Mucolli har i skrivende stund spillet 131 kampe for Vejle, men er uden kontrakt næste sommer.
AGF spiller sin næste kamp på lørdag den 20. august, når man møder FC Midtjylland på udebane.