
Jonas Wind ramt af alvorlig skade – ude i flere uger
Den danske landsholdsangriber Jonas Wind er blevet ramt af en lårskade til træning. Det holder ham ude i længere tid for sin klub Wolfsburg.

Wolfsburg må undvære sin danske angriber Jonas Wind i flere uger. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Skaden opstår med blot tre måneder til VM i Qatar, der begynder i november.
Den tyske Bundesliga-klub betegner skaden som værende alvorlig.
Artiklen fortsætter efter reklamen
– VfL Wolfsburg må klare sig uden Jonas Wind i den kommende fremtid, efter den danske angriber pådrog sig en alvorlig lårskade under træning. Efter tests er det blevet klart, at den 23-årige er ude i flere uger, skriver Wolfsburg på hjemmesiden og afslutter med ordene:
– Ulvene vil ønske Jonas alt det bedste for en hurtig bedring.

Jonas Wind kom til Wolfsburg fra F.C. København i januars transfervindue, og har haft fin succes i det tyske efter skiftet. Også på det danske landshold er det gået godt, og Wind regnes da også som et sikkert kort i Kasper Hjulmands trup til det kommende VM.
Siden skiftet til Wolfsburg er det blevet til fem mål og en assist i 16 kampe. På landsholdet lyder statistikken ligeledes på fem mål men med to assists i 15 kampe.