Thorup til sine spillere: Lev op til det – ellers finder vi andre der kan
F.C. København har haft en svingende start på sæsonen, men weekendens sejr over Brøndby satte en standard, som Jess Thorup fremover vil måle sine spillere op mod. Hvis ikke de kan leve op til det, så finder han nogle andre.
Nederlag til Horsens, sejr i Aalborg, nederlag til Viborg, sejr over Brøndby.
Det har i dén grad været op og ned for F.C. København i denne sæson, men det skal have en ende, og en kontant Jess Thorup ved, hvordan han vil sikre det.
– Vi leverede det, vi skal mod Brøndby, og jeg har sagt til spillerne, at nu kan jeg ikke acceptere flere ’ups and downs’. Vi satte en standard mod Brøndby, både individuelt og som hold. Det forventer jeg mig fremadrettet af den enkelte og holdet, og hvis ikke de kan det, så må jeg finde nogle andre, der kan, siger Jess Thorup til campo.dk.
I sidste sæson havde F.C. København på dette tidspunkt spillet fire superligakampe og fire kvalifikationskampe til Conference League.
Dengang startede sæsonen med 15 kampe uden nederlag, men det står altså i stærk kontrast til denne sæsons to sejre og to nederlag.
– Vi er kommet tættere på det udtryk, vi gerne vil have, når jeg kigger på den seneste kamp. Det er for mig barren, som vi har valgt at sætte, og det er den, jeg vil måle spillerne ud fra nu. Der skal vi som minimum ligge fremadrettet og helst med et lag eller to yderligere på, forklarer Jess Thorup, der slår fast:
– Vi har sat nogle krav til den enkelte og til holdet og sagt; mindre kan simpelthen ikke gøre det, så finder vi nogle andre, der kan. Rammer vi det niveau, så har vi gode chancer for at vinde hver eneste gang, uanset hvad modstanderne gør, for det skal vi være klar på.
Falk: Brøndby-kampen sætter barrenNæste opgave for F.C. København lyder på en hjemmekamp mod Randers FC, inden tyrkiske Trabzonspor gæster Parken til det første af to opgør, der skal afgøre, hvilket af de to mandskaber, der får en plads i det forjættede land – Champions League.