FCM-chef om trænerjagt: Vi kommer ikke til at skynde os
Trods det klare exit i Champions League til Benfica tirsdag og en vaklende start i Superligaen for FC Midtjylland har sportschef Svend Graversen ikke travlt med at finde klubbens permanente cheftræner.
FC Midtjyllands drøm om Champions League bristede, da holdet klart blev slået ud samlet af SL Benfica tirsdag. Samtidig har midtjyderne ikke fået den bedste start i Superligaen, hvor holdet ligger på en ottendeplads.
Det får dog ikke FCM-sportschef, Svend Graversen, til at ryste på hånden over den manglende faste mand i spidsen for holdet efter Bo Henriksen afskedigelse for knap to uger siden.
– Vi er 100 procent tilfreds med det set-up, vi har. Det stoler vi 100 procent på, og så giver vi os selv tiden og roen til at finde den rigtige proces. Det er det, det drejer sig om – at gå ind og finde de kriterier og den person, som skal gå ind og tage over. Der må vi ikke begrænse os på tid, siger Graversen og fortsætter:
– Vi sætter processen i gang, og så kommer den rigtige på det tidspunkt, vi nu engang er klar til det. Vi har en tiltro til, at det vi har, det kan bære i mål, indtil vi finder den rigtige træner. Vi kommer ikke til at skynde os.
Artiklen fortsætter efter reklamen
Henrik Jensen tog over efter Bo Henriksens fyring og stod derfor også i front for det FCM-hold, der i begge Benfica-opgør tabte klart. Selvom Svend Graversen mener, at klubbens midlertidige cheftræner har stor kvalitet, er han ikke i spil til at blive en permanent løsning på posten – i hvert fald ikke i denne omgang.
– Nej, det er han ikke, for så havde vi jo gjort ham til det. Men han kunne godt blive den rigtige. Om det sker om to år, det ved jeg ikke, men han er en sindssyg dygtig træner. Men for os er det vigtigt at gå ind i den her proces og få den kvalitet, som vi skal have, siger FC Midtjylland-sportschefen.
FCM-træner: Det har været hektisk for sådan en rolig nordjyde som migNæste opgave for FC Midtjylland og klubbens midlertidige cheftræner, Henrik Jensen, er kampen ude mod AC Horsens på fredag. Opgøret fløjtes op klokken 19.00, og du følge med på TV3 Sport og Viaplay.