Officielt: United sender forsvarsspiller til Sevilla
United-defensiven har denne sommer fået flere tilgange. Det drager Sevilla fordel af, da den 29-årige back ikke længere havde udsigt til spilletid.

Erik ten Hag har i den grad gjort sit indtog i Manchester United med sommertilgange flere steder på banen. Derfor er det også nødvendigt at tynde ud i truppen, hvorfor Premier League-klubben nu har sendt en af de spillere med lange udsigter til spilletid mod Spanien.
Den 29-årige venstreback Alex Telles skifter tilværelsen i Manchester ud med et lejeophold i Sevilla. Det skriver Manchester United på sin hjemmeside.
I forvejen kæmpede Telles med Luke Shaw om spilletiden hos United, og da den syv år yngre Tyrell Malacia også har meldt sin ankomst i Manchester denne sommer, virkede det tvivlsomt, om den 29-årige Telles ville få meget spilletid i den kommende sæson.
Telles kom til 'Red Devils' fra FC Porto i 2020 og har siden optrådt 50 gange i den røde trøje. Her er det blevet til et enkelt mål i Champions League mod Villarreal.
Det er ikke første gang, at Manchester United sender spillere på lejeaftaler til Sevilla. I foråret var Anthony Martial at finde hos den spanske klub, der i sidste sæson sluttede som nummer fire i LaLiga.

Telles kan med rette påkalde sig titlen som 'journeyman'. Spanien bliver den sjette nation han har spillet i. Karrieren har bragt ham fra brasilianske Gremio og Juventude gennem Galatasaray i Tyrkiet, Inter i Italien, FC Porto i Portugal og sidst Manchester United i England.
Den 29-årige back har kontraktudløb i Manchester United i sommeren 2024.













