2 min læsningAaB’s Lucas Andersen: Manglende kvalitet

AaB fik sæsonens første point søndag, da det hjemme i Aalborg blev til ét point efter en 0-0-kamp mod AC Horsens. Trods et markant overtag i både spil og chancer lykkedes det ikke AaB’erne at score, og det var i sidste ende et spørgsmål om manglende kvalitet.

2 min læsning
AaB Lucas Andersen Horsens
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

De havde chancerne til både tre, fire og fem mål, men alligevel stod der et rundt nul på måltavlen, da AaB søndag forlod banen.

Forud var gået 90 minutter mod oprykkerne fra AC Horsens, der forud for søndagens kamp havde fået en 1-0 sejr mod både Lyngby og F.C. København.

Efter kampen var der da også både positive og negative ting at tage med fra chanceorgiet for AaB-anfører Lucas Andersen .

– I sidste ende er det nok en smule mangel på kvalitet, og så må man sige, at Horsens forsvarer sig med næb og klør og redder den tre gange inde på stregen, og når der ikke var en spiller derinde, så stod keeperen en rigtig flot kamp. Vi kommer frem til en masse gode chancer, og det skal vi selvfølgelig tage med, men med den kvalitet vi har, så bør vi også afgøre det her, sagde AaB-anføreren til Canal 9.

AaB er altså sæsonens tredje mandskab, der har forsøgt og fejlet med at lirke Horsens-offensiven endegyldigt op. Med ikke færre end 21 målforsøg og ni forsøg indenfor rammen, må de ellers siges at have været tæt på.

– Der var rigtig godt flow i det offensive, og vi har set i de to første runder, at hold har rigtig svært ved at skabe chancer mod Horsens. Det lykkedes vi rigtig fint med i dag, så når vi kommer hjem og ser noget video på det, så er jeg stensikker på, at vi kommer til at se nogle rigtig fine mønstre, og så handler det om en lille smule kvalitet i den sidste ende, som skal være med til at tippe marginalerne over til vores side, lød det fra AaB’eren.

Selvom AaB altså ikke fik fuldt udbytte af opgøret, kan de glæde sig over, at de fik sat sæsonens første point på kontoen efter indledende nederlag til Viborg og F.C. København.

Timeline

Notifications

Notifikationer