Jon Dahl Tomasson med drømmedebut i engelsk fodbold
Danske Jon Dahl Tomasson fik tre point med sig i sin første officielle kamp som cheftræner i Blackburn.
Ved årsskiftet sagde Jon Dahl Tomasson farvel og tak efter et succesfuldt ophold i Malmö FF.
Her førte han blandt andet den svenske topklub til to mesterskaber i løbet af sine to år i klubben, samtidig med at han stod i spidsen for Malmö FF i Champions League.
Siden tog den danske succestræner sig god tid til at finde sin næste arbejdsgiver, inden han den 14. juni blev præsenteret som ny cheftræner i Blackburn.
Lørdag skulle halvanden måneds forberedelser så stå sin test, da Jon Dahl Tomasson fik sin officielle debut i spidsen for Blackburn i sæsonens første kamp i Championsship.
Den tidligere danske landsholdsangriber kan i kølvandet på kampen glæde sig over en 1-0-sejr i sin debut.
Kampens enlige mål blev scoret efter 34 minutter af hjemmeholdets 24-årige kaptajn, Lewis Travis. Efter at have samlet bolden op et godt stykke udenfor feltet efter et hjørnespark, sendte midtbanespilleren et drøn afsted, som han efterfølgende kunne se flyve ind i målnettet.
Selvom det ikke blev det store målorgie for Jon Dahl Tomassons tropper, kan han i stedet glæde sig over en særdeles sikker defensiv. Gæsterne fra Queens Park Rangers formåede således ikke at afslutte indenfor målrammen så meget som én eneste gang i løbet af de 90 minutter.
Blackburn-direktør: Jon Dahl valgte os trods tilbud fra to CL-klubberMed 1-0-sejren lægger Blackburn sig nu i toppen af den næstbedste engelske række, sammen med Cardiff, Blackpool, Milwall og Burnley, der ligeledes vandt deres første kamp denne lørdag.
Næste opgave for Jon Dahl Tomasson og Blackburn byder på en udekamp mod Swansea den 6. august.