Ronaldo bryder stilheden: En dag rammer du nok rigtigt
Cristiano Ronaldo har angiveligt ikke den store interesse i at fortsætte karrieren i Manchester United. Tirsdag var han for første gang denne sommer tilbage i klubben, hvor han sammen med sin agent skulle have holdt samtaler med blandt andre klubbens nye manager.
Han har endnu ikke været en del af Manchester Uniteds pre-season som følge af ’personlige omstændigheder’.
Det lader dog til, at der er hold i rygterne om, at Cristiano Ronaldo forsøger at sikre sig et skifte væk fra Manchester United, som i den kommende sæson må nøjes med europæisk fodbold på næsthøjeste hylde – og altså ikke i Champions League.
Ronaldos fravær under Uniteds pre-season har været sanktioneret af Manchester United, og tirsdag vendte den portugisiske verdensstjerne så for første gang tilbage til klubben, hvortil han skiftede sidste sommer. Med sig havde han angiveligt sin agent Jorge Mendes, og det fik en fanside på instagram til at skrive:
– Jorge Mendes fortalte Manchester United, at Cristiano Ronaldo er ubøjelig i sit ønske om at smutte, men Mendes forlod forhandlinger uden at være sikker på, at Ronaldo ville få lov. Sir Alex Ferguson har blandet sig. United står fast på, at Ronaldo ikke er til salg.
Det opslag fik Cristiano Ronaldo til at reagere, og som direkte svar skrev portugiseren på sit modersmål:
– Umuligt ikke at skrive om mig en dag. Ellers tjener pressen ikke penge. De ved, at hvis ikke de lyver, så får de ikke folks opmærksomhed. Fortsæt – en dag rammer du nok rigtigt med en nyhed.
Svaret fra Cristiano Ronaldo blev efterfulgt af en grinende smiley samt en thumbs-up-emoji.
United-boss om Ronaldo: Glem alt om et salg – han indgår i vores planerMere præcis hvilken eller hvilke dele af opslaget der er usandt, melder Ronaldo intet om.
Manchester Uniteds nye manager – hollandske Erik ten Hag – har slået fast, at Cristiano Ronaldo ikke er til salg, og at den aldrende portugiser er en vigtig del af hans planer for den kommende sæson.