Transferjournalist: Schmeichel-handlen rykker tættere på – får to år i fransk klub
Kasper Schmeichel har spillet i mere end et årti for Leicester, men nu er den danske keeper på vej til at tage næste karriereskridt.
Ligue 1-klubben Nice har sagt farvel til den tidligere førstekeeper Walter Benitez, der røg til PSV på en fri transfer, og nu ser det angiveligt ud til, at de har fundet erstatningen til at vogte buret.
Den 35-årige målmand Kasper Schmeichel er nemlig et brandvarmt navn i Nice-klubben, hvor også den danske angriberdarling Kasper Dolberg spiller.
I går kom det frem, at Leicester-keeperen har sagt ja til at skifte til klubben fra den sydfranske havneby, og nu melder en transferjournalist, at de endvidere er enige om de personlige vilkår og blot mangler enighed om salgsprisen.
Hop ind og følg os på vores Facebook-side, Instagram og Twitter. Så er du altid opdateret på de seneste fodboldnyheder fra ind- og udland!
Nicolo Schira skriver således, at Nice og Leicester er i gang med intense forhandlinger om Kasper Schmeichel, som har kontraktudløb med ‘The Foxes’ næste sommer.
De er efter sigende enige om, at kontrakten skal løbe to år frem, altså til sommeren 2024, men med en forlængelsesoption på ét år mere.
Kasper Schmeichel har tørnet ud for engelske Leicester siden 2011, og han har i skrivende stund stået hele 477 kampe for klubben med 147 clean sheets til følge.