Laporta fra Barca-lejren: Kapitlet med Messi er forhåbentlig ikke afsluttet
Lionel Messi fik langt fra en perfekt afsked med FC Barcelona sidste sommer, og nu drømmer præsident Laporta om, at kapitlet med Lionel Messi endnu ikke er helt afsluttet.
Joan Laporta overværede El Clasico træningskampen mod Real Madrid lørdag i USA, og der så han mange Messi trøjer blandt de amerikanske Barcelona-fans.
Om det var antallet af Messi-trøjer eller euforien over en 1-0 Barcelona-sejr over rivalerne, vides ikke, men Laporta sendte en lille opfordring gennem pressen til den tidligere argentinske troldmand på Campo Nou.
– Føler jeg mig i gæld til ham? Ja. Moralsk set, som præsident for Barca, tror jeg, at jeg gjorde, hvad jeg skulle. Men også som præsident for Barca – og på et personligt plan – synes jeg, jeg skylder ham.
– Jeg tror, jeg håber og jeg ønsker, at hans kapitel i Barca ikke er afsluttet, sagde Joan Laporta til ESPN efter kampen.
Lionel Messi skrev under på en to-årig kontrakt med Paris Saint-Germain, hvor af der altså stadig er en sæson tilbage.
– Jeg mener, at det er vores ansvar at sikre, at dette kapitel, der stadig er åbent, som ikke er blevet lukket, har et øjeblik, hvor det kan blive gjort, som det skulle have været gjort, og at det har en meget flottere afslutning, end det fik, lød det fra Laporta.
Lionel Messi forlod FC Barcelona, da klubben var tvunget til at rette op på sin skrantende økonomi og på grund af ‘La Liga-regulationer, som klubben dengang formulerede det.
Tidligere på lørdagen spillede Lionel Messi træningskamp med PSG mod Urawa Red Diamonds.