
Chok-premiere af de danske mestre: FCK skuffede fælt mod AC Horsens
De danske mestre fik en katastrofal start på sæsonen, da det søndag blev til et choknederlag i Parken mod oprykkerne fra AC Horsens.

F.C. København startede søndag eftermiddag deres forsvarstogt af det danske guld, da man hjemme i Parken tog imod oprykkerne fra AC Horsens.
Det blev en kamp, som man sent vil glemme i den danske hovedstad. ‘De gule’ tog nemlig alle tre point med sig hjem til Østjylland efter en sejr på 0-1.
Her blev Horsens’ zambiske offensivspiller Lubambo Musonda den helt store helt for NordicBet Liga-vinderne, da han midtvejs i anden halvleg sparkede bolden forbi Kamil Grabara i F.C. København-buret.

I første halvleg lykkedes det ellers også for både AC Horsens’ Casper Tengstedt og F.C. Københavns Hákon Arnar Haraldsson at få bolden i mål, men i begge tilfælde blev scoringerne annulleret for offside efter VAR-tjek.
Flere godkendte scoringer blev det ikke til, hvorfor oprykkerne højst overraskende sikrede sig alle tre point i Parken og derfor har fået en fantomstart på livet i Superligaen.
F.C. København skal næste gang i ilden om en uge, når AaB venter på udebane, mens AC Horsens om otte dage får besøg ligaens anden oprykker i form af Lyngby Boldklub.
Hop ind og følg os på vores Facebook-side, Instagram og Twitter. Så er du altid opdateret på de seneste fodboldnyheder fra ind- og udland!