FCM-boss advarer konkurrenterne – stjerne er tilbage i topform
Pione Sisto har ikke været den helt store oplevelse siden returen til FC Midtjylland. Nu har piben fået en anden lyd, og profilen er måske på vej tilbage i storform.
Under stor bevågenhed gjorde Pione Sisto comeback for FC Midtjylland, men returen til den jyske hede har ikke været en dans på roser.
Derfor var den højt profilerede FC Midtjylland-spiller også på campo.dk’s liste over spillere, som i den kommende sæson skal vise sit sande potentiale. Det forlyder, at Sisto kan være godt på vej til fordums styrke.
I et nyt interview fortæller FC Midtjylland-direktør, at den tidligere Celta Vigo har vist sig flot frem på træningsbanen. Han udtrykker sågar, at Sisto er tilbage i topform.
– Han er motiveret for at gøre en forskel, han vil lave mål og assister, og han vil gøre en forskel. Det er som om, at Pione og hele hans bagland har sat sig for, at nu er tiden kommet til, at Pione skal vise, hvor god han er, siger Claus Steinlein til Discovery+ og fortsætter.
– Det er jo en af Superligaens bedste spillere, som vi har fået lidt ud af, og han har selv fået for lidt ud af det.
I opstartens første bip-test ‘smadrede’ FCM-profilen skalaen og kunne ifølge Steinlein have fortsat med at løbe, hvis ikke han var blevet stoppet.
FC Midtjylland åbner sæsonen om godt en uge, når Randers gæster MCH Arena til fredagskamp.