FCK sender advarsel til resten af Superligaen: Udraderede hollandsk storklub
F.C. København leverede en magtdemonstration ud over det sædvanlige, da de lørdag storsejrede over Feyenoord.
F.C. København trådte til i pedalerne, da de lørdag spillede sæsonens anden træningskamp.
Her lød modstanderen på den hollandske traditionsklub Feyenoord, og de danske mestre trak sig sejrrigt ud af opgøret med hele 7-0.
Efter to sæsoner uden et dansk mesterskab, fik F.C. København brudt stimen i den forgangne sæson. Lørdagens testkamp indikerer dog, at hovedstadsklubben langt fra har intentioner om at vente to sæsoner på et nyt mesterskab.
I hvert fald så det danske mesterskabshold udsædvanligt skarpe ud, da de lørdag satte et tandløst hollandsk mandskab på plads.
Kampen var blot fem minutter gammel, da F.C. København nettede første gang. Her var det Viktor Kristiansen, der efter flot forarbejde af først Rasmus Falk og dernæst Roony Bardghji sparkede bolden ind fra kanten af feltet.
Et kvarter senere fandt Pep Biels frispark vej til Davit Khocholava, der steg til vejrs og headede bolden i mål.
Endnu et kvarter passerede, og så ville 19-årige Hákon Haraldsson også være med. Efter et højt pres fra Lukas Lerager og den unge islænding selv, sparkede han bolden kynisk i mål fra en meters penge udenfor Feyenoord feltet.
Hvor meget har FCK fået for Stage? – tyske medier melder om meget lavere prisStilheden sænkede sig efterfølgende så småt over Feyenoords akademistadion, hvor 3.000 hollændere var mødt op for at se den hollandske storklubs første testkamp denne sommer.
F.C. København havde dog ingen skrupler ved at ødelægge den gode sommerstemning hos de fremmødte tilskuere, og efter 41 minutter kom Kevin Diks igennem og sparkede bolden sikkert i mål mod sin tidligere arbejdsgiver. 4-0.
Kort før pausen var det blevet tid til et mål fra F.C. Københavns guldkalv. Efter at have drevet gæk med Feyenoord-keeperen, kunne Roony Bardghji gøre det til 5-0, inden dommeren umiddelbart efter fløjtede til pause.
Gik man og troede, og F.C. København ville skrue ned for tempoet efter pausen, tog man grueligt fejl.
Allerede syv minutter inde i anden halvleg, satte F.C. København i en omstilling. Først var det Hákan Haraldsson til Isak Bergmann Jóhannesson, der ganske uselvisk lagde bolden videre til en helt fri William Bøving – 6-0 til FCK. Tenniscifrene var en realitet.
Blot seks minutter senere var den gal igen for hollænderne. Denne gang ville Isak Bergmann Jóhannesson ikke nøjes med at være i assistmagerens rolle, og så gjorde han det ellers til 7-0.
Den sidste halve time fik Feyenoord endelig samlet sig sammen til at sige “nok er nok”, og resten af kampen forblev målløs.
F.C. København fik i anden halvleg givet spilletid til en lang række spillere, mens det også hører sig med til historien, at det udover at være Feyenoords første testkamp denne sommer, så stillede hollænderne også uden klubbens landsholdsspillere.
De forsvarende danske mestre skriver selv efter kampen, at man havde håbet på mere modstand end blot reserve- og akademispillere.
Ikke destomindre må det siges at være noget af en magtdemonstration, når man på sin træningslejr i Holland udraderer bronzevinderne fra den hollandske Eredivisie med hele 7-0. Feyenoord gik desuden hele vejen til finalen i Conference League, hvor de blev besejret af José Mourinhos AS Roma.
Med blot 15 dage til FCK’s første kamp i Superligaen, er lørdagens storsejr om intet andet en advarsel om, at de forsvarende mestre er klar.
F.C. København møder oprykkerne fra AC Horsens i sæsonens første officielle kamp hjemme i Parken den 17. juli.
Opstilling første halvleg FCK:
Kamil Grabara
Kevin Diks, David Khocholava, Nicolai Boilesen, Victor Kristiansen
Lukas Lerager, Rasmus Falk, Hakan Haraldsson
Roony Bardghji, Pep Biel, Viktor Claesson
Opstilling anden halvleg FCK:
Kamil Grabara
Peter Ankersen, Kevin Diks, Valdemar Lund, Elias Jelert
Marko Stamenic, Daniel Haarbo, Hakon Haraldsson
Isak Bergmann Johannesson, Pep Biel, William Bøving