
Danskerklub snublede mod svensk bundhold
Malmö FF spillede fredag aften med fire danskere i startopstillingen. Selvom de svenske mestre kom foran tidligt i kampen, rakte det ikke.

Malmö FF tog det svenske mesterskab i sidste sæson, men fejringen af titlen har måske taget lidt for hårdt på danskerklubben. I hvert fald har det skånske mandskab haft svært ved at få tur i resultaterne i den nye sæson.
Fredag aften skulle Malmö besøge GIF Sundsvall, og på trods af en tidlig Malmö-føring lykkedes det hjemmeholdet, at vinde 2-1 efter et comeback.
Malmö havde fire danskere med fra start, og Anders Christiansen sørgede for en god Malmö-start, da han havde næstsidste fod på Sergio Penas føringsmål, der bragte mestrene foran med 1-0. Den gode stemning i Malmö-lejren skulle dog ikke vare ved.
Allerede syv minutter senere udlignede Sundsvall til 1-1, og efter en halv time udbyggede hjemmeholdet til 2-1.
Gæsterne formåede aldrig at sætte Sundsvall under pres, og dermed sikrede hjemmeholdet sig med 2-1 resultatet sin blot tredje sejr i denne sæson.
Samtidig er Malmö langt fra sidste sæsons form. Danskerklubben ligger på en femteplads efter deres første 13 kampe.