Barcelona sælger ud: Kæmpe kapitalindsprøjtning
FC Barcelona har torsdag delt nyheden om, at man har solgt ti procent af klubbens TV-rettigheder til LaLiga - og dermed fået en enorm økonomisk indsprøjtning.
‘Klubben fortsætter med at eksekvere den finansielle strategi for at forbedre den økonomiske styrke og konkurrencedygtighed’.
Ovenstående er indledningen fra FC Barcelonas officielle udmelding torsdag, hvor man har indgået en aftale, der kort sagt tilfører den catalanske storklub en kæmpe sum penge.
Det har længe været offentligt kendt, at økonomien i FC Barcelona har sejlet rundt de seneste år. I et forsøg på at komme op til overfladen og trække luft, har klubben derfor indgået en aftale om et salg af ti procent af sine TV-rettigheder i LaLiga.
Køberen af rettighederne er investeringsvirksomheden Sixth Street, der nu altså kan se frem til at eje ti procent af FC Barcelonas TV-rettigheder de næste 25 år – hvordan det så end fungerer.
Og hvad skal den slags så koste? Jo, det koster såmænd 267 millioner euro, svarende til små to milliarder kroner.
Medie: Barca nødt til at justere AC-kontraktDen økonomiske indsprøjtning har været længe ventet i den spanske storby, hvor de nu formentlig vil være i stand til at kunne registrere de ønskede spillere til den kommende sæson – noget, der hang i en tynd tråd før aftalen.
Derudover må den betydelige ekstra kapital også forventes at kunne få betydning på transfermarkedet denne sommer. Især danske Andreas Christensen samt A.C. Milans ivorianske Franck Kessié, forventes at skifte til FC Barcelona denne sommer, og den catalanske storklub kan nu formentlig bedre imødekomme lønkravene fra de to spillere og samtidig leve op til financial fairplay.