
Sportsdirektør bekræfter: Arbejder på at få solgt Randers-profil
Randers FC har allerede solgt to markante spillere i dette transfervindue, men nu kan endnu en profil være på vej videre.

Med salget af anføreren Vito Hammershøy-Mistrati til rumænske Cluj og Simon Piesingers skifte hjem til det østrigske, mangler der allerede to prominente navne til Randers’ holdkort i næste sæson.
Står det til sportsdirektøren i den kronjyske klub, Søren Pedersen, er de ikke færdige med at sælge ud. Sådan lyder det i et interview med bold.dk, da han bliver spurgt ind til nigerianske Tosin Kehinde.

Artiklen fortsætter efter reklamen.
– Vi arbejder på, at vi kan få ham sendt afsted i dette vindue, og han er også selv interesseret i at komme videre, så det er klart noget, som vi kigger på.
– Der har været løbende interesse for ham, men der ligger ikke noget konkret på mit bord, men der er klubber, som følger ham og som er interesserede i ham. Så jeg tror, han bliver sendt afsted denne sommer, lyder det således fra sportsdirektøren Søren Pedersen.

Tosin Kehinde kom til Randers FC fra portugisiske Feirense tilbage i 2019, og har sidenhen etableret sig som en absolut profil for ‘Hestene’. Hans kontrakt med klubben udløber til næste sommer, hvorfor det skal til at være, hvis Søren Pedersen & co. vil indkassere et klækkeligt beløb for ham.