AGF-profil: Det er AGF eller udlandet
Patrick Mortensen afviser ikke, at han igen har mod på et udlandseventyr, hvis ikke han bliver enig med AGF om en forlængelse.
AGF’s førsteangriber i den forgangne sæson var Patrick Mortensen, der kvitterede med seks scoringer i 30 optrædener.
Om et halvt år udløber Patrick Mortensens kontrakt med ‘De Hviie’, og hovedpersonen selv har ikke travlt med at klarlægge, hvor fodboldfremtiden ligger.
– Status er, at jeg er her. Jeg elsker at være her og kunne ikke være et bedre sted i en preseason, for der er smæk på. Der er gode faciliteter, og så er det klart, at der er en kontraktsituation, men jeg er jo AGF-spiller et halvt år endnu, og det er det, jeg forholder mig til og bruger ærligt talt ikke ret meget krudt på det overhovedet, siger angriberen til Århus Stiftstidende.
Patrick Mortensen har tidligere været en tur i udlandet, hvor han tørnede ud for Sarpsborg 08 i det norske. Her oplevede angriberen pænt med succes, og han afviser da heller ikke, at udlandet igen kan komme på tale.
– Det er klart, at lige nu kan jeg ikke se, hvilken klub, jeg skulle skifte til herhjemme. Vi må se. Men som sagt har jeg ikke tænkt ret meget over det. Men hvis det ikke skal være AGF, ser jeg da helst, at det bliver et udlandseventyr, hvor man kan få nogle gode år.
Den 32-årige angriber har også tidligere spillet i Fremad Amager, Brøndby IF samt Lyngby BK.