AGF-truppen bliver presset i næste uge: Rösler har advaret spillerne for at undgå et chok
Det sædvanlige rygte om den tyske trænerskole med lange dage og hårde fysiske tests ser ud til at holde stik med Uwe Rösler - i hvert fald i AGF's opstart.
AGF har i denne uge taget hul på opstarten under den nye tyske chef Uwe Rösler. Det har budt på to dage med fysiske tests, hvorefter der venter en hård uge for AGF-spillerne.
Til Århus Stiftstidende fortæller den nye træner , at den kommende uge bliver ligesom en træningslejr, bare med den ene forskel at AGF-truppen skal være hjemme på Fredensvang.
– Jeg har varslet spillerne, så de ikke får et chok i næste uge. Det er vores konditionstræningslejr. Vi mødes om morgenen og træner klokken 10. Herefter er der frokost og en pause hvor spillerne tager hjem for at slappe af og sove, siger Rösler og uddyber.
– De spillere, der bor længst væk, finder vi værelser til her hvor de kan sove. Andet træningspas vil være klokken 16. Så det bliver en lang dag, men sådan er det på en træningslejr, siger Uwe Rösler til Stiften.
Ovenpå de første to dage med fysiske tests understreger tyskeren dog, at AGF-truppen har vist sig at være i god form. Og derfor er der blevet plads til gulerod i stedet for pisk.
Ny AGF’er i god form: Vi vender det med det sammeFra næste uge kommer noget af træningen nemlig til at blive med bold, mens der også skal bruges tid på løb og træning i fitness-rummet.
AGF spiller tre træningskampe i løbet af opstarten. AaB venter i slutningen af juni, mens Brøndby og SønderjyskE venter i starten af juli.