Barcelona præsenterer stort spansk talent – kæmpe frikøbsklausul med det samme
FC Barcelona har hentet 19-årige Pablo Torre, og vanen tro er han blevet udstyret med en stor frikøbsklausul.
FC Barcelona har onsdag delt nyheden om, at man har hentet 19-årige Pablo Torre.
Følger man FC Barcelona tæt, kommer det næppe som den store overraskelse, da han også tilbage i vinter blev sat i forbindelse med et skifte til den catalanske storklub. I begyndelsen af marts kunne klubben så afsløre, at man allerede havde indgået en aftale med ham.
Pablo Torre kommer til klubben fra den tredjebedste spanske række, hvor han har tørnet ud for Racing Santander – også som ungdomsspiller.
Ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano, har Barca udstyret ham med en kontrakt frem til sommeren 2026, hvor der angiveligt er blevet indskrevet en frikøbsklausul på 100 millioner euro, svarende til omkring 743 millioner kroner.
Den catalanske storklub skulle angiveligt have betalt 37 millioner kroner for den 19-årige offensive midtbanespiller, men med klausuler, der kan presse prisen op på lige under 150 millioner kroner.
Tidligere meldinger går på, at også Real Madrid og Chelsea udviste interesse for Pablo Torre, men at den unge offensivspiller foretrak Barca.
Pablo Torre står i den forgangne sæson noteret for 31 kampe med ti mål og ni assists til følge.