Officielt: Nedrykker ansætter Manchester City-legende
Premier League-nedrykkerne fra Burnley FC har netop ansat den manager, der skal få klubben tilbage til det fineste selskab i England.

Belgiske Vincent Kompany er ny manager i Burnley Football Club.
Det oplyser Premier League-nedrykkerne tirsdag eftermiddag på sin hjemmeside.
Vincent Kompany bytter et ophold som manager i Anderlecht ud med en tilværelse i Championship, hvor Burnley har lokket belgieren væk fra Belgien.
- Burnley er virkelig en historisk klub i England, og det er en ære for mig at blive ansat som manager. Jeg ser frem til udfordringerne her, siger han således til klubbens hjemmeside og fortsætter:
- Jeg ser frem til at arbejde med spillerne og til at skabe et positivt vindende hold for vores fans, når vi vender tilbage til Turf Moor.

Dermed bliver det en manager, der som aktiv spiller har masser af erfaringer med engelsk fodbold, da han var at finde i Manchester City i 11 år.
Her nåede den i dag 36-årige belgier blandt andet at vinde fire Premier League-titler og to FA Cup-pokaler, men nu står den på 'mission tilbage til Premier League' sammen med Burnley FC.













