Chelsea indleder samtaler med Serie A-klub om Lukaku-handel
Romelu Lukaku kan efter kun en sæson i Chelsea allerede være på vej ud af døren igen.
Chelsea hentede sidste sommer Romelu Lukaku for 113 millioner euro i Inter.
Dengang troede både Premier League-klubben og fodboldfans verden over, at det match skulle blive en succes oven på belgierens suveræne sæson i Inter, hvor Lukaku bombede mål ind.
Sammenspillet mellem Lukaku og Chelsea har dog langtfra været som håbet, da angriberens spil har været under niveau i lange perioder, mens manager Thomas Tuchels spilsystemer også har været en svær tilvænning for den tidligere Inter-spiller.
Netop de problematikker satte Lukaku også selv ord på tidligere på sæsonen, hvilket efterfølgende sendte stor kritik imod den 29-årige spillers retning.
Chok i Chelsea: Lukaku utilfredsSelvom Chelsea-spilleren kom tilbage i varmen hos Thomas Tuchel mod enden af sæsonen, så har rygterne længe floreret om, at både klubben og spilleren har overvejet et exit allerede denne sommer.
Netop de rygter bekræfter journalisten Fabrizio Romano tirsdag aften, da den normalt troværdige transferguru skriver på sin Twitter-profil, at Chelsea og Inter har indledt snakke omkring et skifte til Italien, da Lukaku ønsker at komme tilbage til Milano.
En handel bliver dog ifølge Romano ikke nem, da Chelsea som sagt brugte mange penge på at hente belgieren sidste sommer, mens Inter, som det ser ud lige nu, kun ønsker en lejeaftale.
I den netop overståede 21/22-sæson nåede Romelu Lukaku at spille 44 kampe for Chelsea, hvori det blev til 15 mål og to assist.