Tidligere AGF-træner om Wilshere: Det kan blive fantastisk
Jack Wilsheres ophold i AGF har været lidt en blandet fornøjelse, men der er stadig gode muligheder for at englænderen kan få succes. Så længe der kommer en træner, der vil bruge ham, mener Poul Hansen.
Jack Wilshere har vist nogle af sine kompetencer i AGF, men forårssæsonen gik langt fra som ønsket for holdet og for den engelske midtbanespiller.
Men selvom det første halve år i den hvide trøje ikke var helt igennem fantastisk, kan han stadig få succes i AGF. Det mener klubbens tidligere træner Poul Hansen.
– Nu er der en ny start. Der kommer en ny træner ind. Hvis han siger: Med det jeg ved, Wilshere kan, så er det det niveau, vi skal ramme. Så vil han jo spille fast, og så vil du jo se en helt anden udgave af ham.
Jack Wilsheres kompetencer skal ikke være til diskussion, hvis du spørger TV 3 Sports ekspert.
– Han skal jo ikke kæmpe for sin plads. Han skal spille, og så former man holdet omkring ham. Det kan være, der kommer en træner, der ser det. Og så kan det blive fantastisk, lyder det fra Hansen.
Den manglende impact fra Jack Wilshere i foråret kan også tilskrives, at holdet i AGF ikke var klar til at spille med ham.
– Det falder tilbage på holdet. Jeg så kampe, hvor jeg synes, han spiller meget bedre end det output, der kommer ud af det. Der er nogle løsninger, han har i sit spil, som han ikke kan iscenesætte, så det er mere holdets sammensætning og de andre spillere omkring ham, som ikke passer til det.
AGF starter den nye Superliga-sæson på udebane mod Brøndby allerede søndag den 17. juli.