Chelsea og Real Madrid bekræfter: Forsvarsstjerne skifter klub
Antonio Rüdiger forlader denne sommer Chelsea for at skifte til Real Madrid. Det bekræfter begge klubber nu.
Det har længe været en offentlig hemmelighed, men nu er det officielt.
Antonio Rüdiger bytter denne sommer Premier League, Stamford Bridge og Chelsea ud med LaLiga, Santiago Bernabéu og Real Madrid.
Det oplyser begge klubber denne torsdag på deres hjemmesider.
På Real Madrids hjemmeside oplyser man desuden, at tyskeren har skrevet under på en fireårig kontrakt, hvor han officielt vil blive præsenteret mandag den 20. juni.
– Real Madrid har indgået en aftale med spilleren Antonio Rüdiger, som får en kontrakt med klubben for de næste fire sæsoner, meddeler den spanske storklub således på sin hjemmeside.
Dermed forlader den 29-årige tyske landsholdsspiller Chelsea efter fem år i klubben, hvor det blandt andet blev til en triumf i Champions League, Europa League og FA Cup.
Medie: Engelsk storklub åbner forhandlinger med LaLiga-profilTidligere har Antonio Rüdiger også repræsenteret AS Roma og VfB Stuttgart, men nu venter der et nyt eventyr i den spanske kongeklub, hvor han bliver genforenet med to af sine tidligere holdkammerater i Chelsea i form af Thibaut Courtois og Eden Hazard.