David Nielsen takkede af: Jeg kommer ikke til at sige, hvad jeg skal – eller ikke skal
David Nielsen tog lørdag afsked med AGF i sin sidste kamp i spidsen for klubben. Det samme gjaldt for den aarhusianske presse, hvor humøret var højt fra den afgående cheftræners side.
Det er slut.
Det er slut mellem David Nielsen og AGF, hvor lørdag blev sidste gang, at den karismatiske cheftræner stod i spidsen for det aarhusianske fodboldflagskib, da AGF spillede 2-2 mod FC Nordsjælland. I hvert fald for denne gang.
Efter kampen tog han sig derfor tid til et sidste interview med den skrevne presse på Ceres Park, hvor campo.dk også var til stede. Her nægtede David Nielsen – med højt humør – at sætte ord på sin trænerfremtid efter bruddet med AGF.
– Jeg kommer ikke til at sige, hvad jeg skal. Eller hvad jeg ikke skal. Nu er vi lige blevet færdige med den her sæson. Det har været en vild sæson på mange måder. Det har også været en vild afslutning, så nu handler det om at få lov til at holde en uge eller 14 dages ferie uden at tænke på, hvad fanden jeg skal eller ej, lød det fra David Nielsen, der end ikke har overvejet, hvad der nu skal ske med hans fremtid som træner.
– Jeg har ikke gjort mig nogle overvejelser over, hvad der skal ske. Jeg har ladet mig fortælle, at der er sket alt muligt (rygter om FCK og Brøndby, red.). Jeg kommer ikke til at snakke med nogen – eller gøre noget – de næste par uger, siger David Nielsen og fortsætter:
– Nu skal jeg bare have lov til lige at holde lidt ferie og få lidt fred. Alt det der med, at jeg skal træne det ene eller andet hold, som nogen mener, det er jo helt… Det kommer ikke til at ske.
AGF-stjerne antyder et farvel: Ser ikke ud til, jeg skal fortsætteForholdt spørgsmålet, om han kunne se sig selv vende tilbage til AGF en dag i fremtiden, lød svaret:
– Sådan noget skal man ikke sige i fodbold. Der er ingen, der ved, hvad der sker. Det her har været fem fantastiske år, så vi behøver ikke historier om, at jeg vender tilbage en eller anden dag, lød det fra David Nielsen, der efterfølgende traskede op mod sponsorloungen på Ceres Park, hvor hele AGF lørdag holder sæsonafslutningsfest, inden sommerferien står for døren.
Dog er det helt sikkert og givet, at når AGF-spillerne torsdag den 16. juni vender retur fra sommerferie, bliver det uden David Nielsens tilstedeværelse på Fredensvang.