
Barca-bomber indstiller landsholdskarrieren
Pierre-Emerick Aubameyang der til daglig huserer i FC Barcelona, har valgt at indstille sin landsholdskarriere for Gabon i en alder af 32 år.

Tilbage i januar hentede FC Barcelona flere prominente navne for at styrke truppen under Xavis ledelse. Også spillestilen har fået et touch af den tidligere Barca-legendes sædvanlige ro og tiki-taka.
En af disse spillere var Pierre-Emerick Aubameyang, der kom til fra Arsenal. Siden har den gabonesiske angriber bombet mål ind på samlebånd for catalanerne. 11 LaLiga-scoringer i 16 kampe er det blevet til.
Nu meddeler den 32-årige målmaskine så, at han indstiller karrieren for Gabon i det vestlige Centralafrika.
Med 29 scoringer i 63 kampe har Pierre-Emerick Aubameyang været en vigtig skikkelse i Gabons bestræbelser på succes på den internationale fodboldscene.
Pierre-Emerick Aubameyang blev i 2015 kåret til den bedste afrikanske fodboldspiller foran Yaya Touré og André Ayew.