
Klubpræsident maner Lewandowski-rygter til jorden: Han bliver!
Ifølge Bayern Münchens præsident, Herbert Hainer, skifter Robert Lewandowski ikke væk fra klubben til sommer.

Bayern Münchens vel nok allerstørste stjerne Robert Lewandowski er blevet rygtet til flere storklubber i den seneste tid. Især FC Barcelona skulle efter sigende være klar til at hente den polske angriber til Catalonien.
Et Lewandowski-salg til Barcelona er dog ifølge Bayern Münchens præsident, Herbert Hainer, ganske utænkeligt, i og med målfarlige Lewandowski har kontrakt med den sydtyske klub til sommeren 2023. Det fortæller Hainer til Süddeutsche Zeitung.

– Jeg har sagt det flere gange den seneste tid: Lewandowski har kontrakt i Bayern til og med juni 2023 – og den færdiggør han, lyder det fra Hainer.
Ifølge Hainer er Lewandowski ganske uberørt af de mange rygter.
– Situationen irriterer ikke Robert, tilføjer Herbert Hainer.
Bayern München-truppen kunne i weekenden lade sig hylde som tyske mestre for tiende gang i streg.
Lewandowski løb i samme ombæring med titlen som topscorer. En pris, som den 34-årige polak nu har vundet fem år i træk.