
Lyon-spiller fyret efter prut i omklædningsrummet
Den tidligere Lyon-forsvarer Marcelo er blevet fyret, efter han angiveligt blev taget i at prutte i klubbens omklædningsrum og efterfølgende grine af det.

Den franske traditionsklub Lyon bekræftede tilbage i august sidste år, at deres brasilianske forsvarsspiller Marcelo var blevet degraderet til reserveholdet efter ‘upassende opførsel’.
Brasilianeren havde ellers startet de to første kampe for Lyon i sæsonen, før han blev sendt en tur ned til reserverne.
Efter en kamp mod Angers, hvor Lyon tabte 3-0, skulle Marcelo angiveligt have pruttet højlydt i Lyons omklædningsrum, hvorefter han grinte af episoden.
Det skriver GFFN, der yderligere fortæller, at historien indtræffer i dagens udgave af L’Équipe.
Hændelsen skulle efter sigende have gjort klubbens sportsdirektør og tidligere legende, Juninho, så rasende, at han øjeblikkeligt forviste Marcelo til reserverne.

Efter et ophold hos reserverne fik Marcelo revet kontrakten over i januar og skiftede umiddelbart herefter arbejdsgiver. Han spiller nu i Bordeaux, hvor han er noteret for ni kampe i franske Ligue 1.
Symptomatisk nok scorede den 34-årige brasilianer endda selvmål i fadæsekampen mod Angers.