Thorup med opfordring: Drengene har brug for støtte
Jess Thorup håber på stor opbakning fra klubbens tilskuere, når de onsdag aften tager imod Silkeborg IF i Parken.
F.C. København har i de seneste to Superliga-runder spillet uafgjort mod henholdsvis FC Midtjylland og Brøndby IF. Nu gælder det så Silkeborg IF, der gæster Parken onsdag aften klokken 20.00.
Cheftræneren hos københavnerne kommer nu med en opfordring til klubbens egne fans.
– Spillerne har valgt attitude, og jeg håber også, at et fyldt Parken har den tilgang. Drengene får brug for al den støtte, der kan leveres fra tribunerne, og jeg håber, at vores fantastiske fans giver os 110 procent opbakning fra det først til sidste minut, så vi sammen henter den sejr, vi skal bruge, siger Jess Thorup til klubbens egen hjemmeside.
Samtidig konkluderer Jess Thorup, at det er en kampklar og sulten trup, der går ind i den afgørende fase i jagten på guldet.
– Det er ikke sikkert, at det bliver sprudlende og smuk fodbold hele vejen igennem, men jeg kan love jer for, at alle mand kommer til at give alt for at få de tre point.
Med tre kampe tilbage af Superligaen har F.C. København og Jess Thorup lige nu et enkelt point ned til FC Midtjylland, der først spiller torsdag aften.