Thorup forud for derby: Tænker ikke på de efterfølgende kampe
F.C. København går ind til søndagens københavnerderby mod Brøndby som klare favoritter til at blive danske mestre, men det er der ikke plads til at fokusere på for københavnerne i første omgang.
De skal klare sig uden medrejsende fans, men ikke desto mindre er målsætningen klar.
F.C. København tager til Brøndby Stadion på søndag med et klart mål om at komme fra kampen mod ærkerivalerne med tre point, og det er det eneste fokuspunkt for københavnerne lige nu.
– Vi skal ud at levere en præstation, der giver os berettiget forhåbninger om at få de tre point med hjem – de er så altafgørende i de her slutspilskampe. Vi er nødt til at fokusere på én kamp ad gangen og ikke tænke så meget på, hvad der sker andre steder eller i de efterfølgende kampe, vi skal gå ind til det derby med ét mål, det er at vinde det, som vi gør hver eneste gang, lyder det fra Jess Thorup.
Med tre point ned til FC Midtjylland på andenpladsen med fire kampe tilbage af sæsonen må F.C. København alt andet lige påtage sig rollen som mesterskabsfavoritter, men et nederlag på Brøndby Stadion kan genåbne guldkampen og for alvor skabe spænding i toppen af Superligaen.
– Det vidste vi godt, da vi gik ind i det her mesterskabsslutspil, det ville være 10 rigtig svære men også afgørende kampe, og hvert eneste point kommer til at tælle. Vi ved jo godt, hvad derby betyder for alle i og omkring F.C. København, men for os betyder det tre point her og nu, lyder det fra Thorup.
Superligabanerne: Brøndby vinder igen – FCK halterNår kampen mod Brøndby er overstået resterer der kampe mod Silkeborg, Randers FC og AaB for Jess Thorups tropper.