Ingen vinder i Superligaens topopgør
Søndag aftens topkamp i Superligaen mellem FC Midtjylland og F.C. København var intens men desværre ikke specielt velspillet.
Et nederlag til FC Midtjylland ville sende guldet mod København, mens et nederlag til til F.C. København ville bringe FC Midtjylland på omgangshøjde.
Måske derfor lod begge mandskaber til at kunne leve med det 0-0-resultat, som søndagens kamp endte med.
Det var hjemmeholdet fra FC Midtjylland, der i første halvleg var tættest på at komme foran, da det kun var en feberredning fra Kamil Grabara, der holdt Nicolai Boilesens tilbagelægning fra at gå i mål.
Forinden havde midtjyderne følt sig snydt for et straffespark i kampens indledning, da Gustav Isaksen i københavnernes felt røg ind i en vaskeægte københavner-sandwich, men dommer Morten Krogh vinkede afvisende.
Pione Sisto blev i anden halvleg skiftet ind for hjemmeholdet, efter han ellers har siddet ude af FCM-truppen i de seneste tre kampe.
Med to minutter tilbage af kampen var Khouma Babacar tæt på at blive matchvinder, som han blev det i de to holds seneste møde i Herning, men senegaleserens afslutning gik akkurat over mål.
Det satte gang i lidt af et stormløb mod F.C. Københavns mål, og særligt Pione Sisto og Henrik Dalsgaard kunne med en smule hurtigere reaktioner være blevet matchvinder, men begge missede store muligheder.
F.C. København red dog den afsluttende storm af, og de kan dermed tage et enkelt point med hjem til hovedstaden.