Thorup før Randers-kamp: Hver kamp er som en finale
Når F.C. København i dag tager imod Randers FC hjemme, forventer Jess Thorup et professionelt mindset. Der er ikke råd til slinger i valsen, lyder det.
F.C. København fører fortsat Superligaen med seks point ned til forfølgerne fra FC Midtjylland. Men det skal ifølge FCK-træneren, Jess Thorup, ikke blive en sovepude. Hver kamp fra nu af skal spilles som en finale.
Det siger han i et optaktsinterview med klubbens hjemmeside søndag middag.
– Det er igen en meget vigtig kamp for os, og vi skal gå til den med et mindset om, at det er som en finale for os, lyder det således fra Jess Thorup.
Artiklen fortsætter efter reklamen.
Thorup roser dog sine spillere for deres professionelle tilgang. Ingen modstandere er nemme, og det gælder også for eftermiddagens hjemmebanekamp mod Randers FC.
– Spillerne har været gode til hele tiden at huske på, at den næste opgave er den sværeste. Randers er et solidt hold, der vil gøre ondt på os, hvis vi slækker det mindste på vores indsats. De har vist, hvad de kan i Europa, og vi skal være forberedt på benhårdt arbejde fra start til slut, slutter FCK-bossen.
Med en sejr kan de hvidklædte løver komme ni point foran ulvene fra FCM, som dog har en kamp i hånden i morgen mod Brøndby IF.
Kampen mellem F.C. København og Randers FC bliver spillet i Parken med kampstart kl. 16:00. Du kan følge opgøret på 6’eren og Discovery+.