AGF-profil vender tilbage: Det har været sindssygt hårdt
AGF har haft flere profiler ude med karantæner de seneste kampe, men nu er Mikael Anderson tilbage efter en "sindssyg hård" periode.
AGF’s Mikael Anderson har siddet ude med karantæne, efter han i 2-2-kampen mod Viborg FF den 20. marts fik gult kort og sparkede til en mikrofon efter kampen.
I mellemtiden har AGF nu spillet mod Vejle Boldklub og FC Nordsjælland, begge gange uafgjort, og den hårdtarbejdende midtbanespiller har nu overstået sin karantæne og er dermed klar for AGF igen.
Mikael Anderson fortæller dog, at det har været svært at sidde ude med karantæne i de seneste to runder.
– Det har ikke været rart. Overhovedet ikke. Også, fordi vi ikke har været inde i en god periode, og jeg føler, at vi skal oppe os for at nå vores nye målsætning, fortæller han til campo.dk og fortsætter:
– Det har været svært at sidde ude, og jeg har følt, at jeg godt kunne have bidraget til noget af det på banen. Det har været sindssygt hårdt for mig, for at sige det lige ud.
Artiklen fortsætter under reklamen.
Selvom Mikael Anderson føler at han kunne have bidraget til spillet på banen, roser han alligevel sine holdkammerater og især de spillere, der måtte tage over i profilens fravær.
Især i kampen mod Vejle var der mangel på flere fra AGF’s normale startellever. Her sad både Sebastian Hausner, Albert Grønbæk, Nicolai Poulsen og altså Mikael Anderson ude med karantæner.
For at få udnyttet perioden med karantæne og arbejde med det mentale aspekt ved ikke at kunne spille kampene, har Mikael Anderson givet den en ekstra skalle på træningsbanen.
– Jeg har jo haft muligheden for at træne en masse – og det har jeg gjort.
– Så har der været en reserveholdskamp, hvor jeg også følte, at jeg fik det meste ud af det, hvor jeg forsøgte at presse mig selv og se det som en superligakamp. Så jeg glæder mig virkelig til at komme i gang.
Mikael Anderson efter to karantænedage: Sparker nok ikke til en mikrofon igenMikael Anderson og resten af AGF spiler torsdag klokken 14.00 hjemme mod Viborg FF.
Her er der dømt topbrag i nedrykningsspillet, hvor Viborg FF lige nu har et forspring på tre point ned til AGF i kampen om den vigtige syvendeplads, der giver mulighed for at spille europæisk fodbold i næste sæson.
Du kan se klippet af interviewet med Mikael Anderson øverst i artiklen.