Medie: United enig med ny manager
Manchester United har siden november været på jagt efter klubbens nye manager, og nu melder normalt troværdige The Athletic, at 'The Red Devils' har fundet sin mand.
David Moyes, Louis van Gaal, José Mourinho og Ole Gunnar Solskjær har alle haft muligheden.
Nu står en ny mand klar til at forsøge at løfte den tunge arv for Sir Alex Ferguson i Manchester United.
Den engelske storklub har siden november vidst, at de skulle have fat i en ny mand til posten som manager, og ifølge The Athletic er klubben nu nået til mundtlig enighed med hollandske Erik ten Hag, der til sommer overtager roret.
Den nuværende Ajax-træner får angiveligt en fireårig kontrakt, men af respekt for Ajax’ program resten af sæsonen, bliver der ikke meldt noget officielt ud, før Ajax’ pokalfinale mod PSV den 17. april.
Ten Hag har kontrakt med Ajax for endnu en sæson, og de to klubber er endnu ikke blevet enige om, hvor stor en kompensation den hollandske klub skal have for at lade den 52-årige hollænder smutte et år før tid.
Erik ten Hag tager over som manager, efter tyske Ralf Rangnick har fungeret som midlertidig manager, siden Ole Gunnar Solskjær i november blev fyret i den hårdtprøvede engelske klub.
Manchester United flopper fælt: Top fire nærmer sig det umuligeI Ajax har ten Hag fungeret som cheftræner siden december 2017, og både i 18/19 og 20/21 er det blevet til dobbelt op på hollandske titler, da klubben under ten Hags ledelse har vundet både det hollandske mesterskab og den hollandske pokalturnering.
I 2019 førte ten Hag på imponerende vis Ajax til Champions League semifinalen, hvor det dog på dramatisk vis blev til et nederlag til Tottenham.
Ajax fører i skrivende stund den hollandske Æresdivision med fire point ned til de evige konkurrenter fra PSV, som for to uger siden præsenterede den tidligere Manchester United-angriber Ruud van Nistelrooy som ny cheftræner fra sommeren 2022.