
Fortuna Hjørring-træner bliver manager i Everton
Danske Brian Sørensen bliver ny manager for engelske Evertons kvindehold.

Evertons kvindehold har fredag sikret sig en ny manager i Brian Sørensen.
Den danske træner skifter fra Fortuna Hjørring, der spiller i den bedste kvindelige række i Danmark, Gjensidige Kvindeliga, til Everton i den engelske Women’s Super League fra begyndelsen af næste sæson.
Brian Sørensen fortæller selv til Evertons hjemmeside, at han ser meget frem til at blive den nye manager i Merseyside-klubben.
– Jeg er utrolig glad for at skifte til Everton. Det er en af de historiske klubber i kvindefodbold, og vores baggrund passer godt sammen, med de samme værdier, arbejdsetik og ambitioner.
– Jeg er meget taknemmlig overfor Fortuna Hjørring for vores oplevelse sammen og deres støtte omkring denne mulighed. Nu ser jeg frem til at møde Everton-staben og spiller i næste uge på Merseyside og begynde forberedelserne til næste sæson, siger Sørensen.

Udover Fortuna Hjørring har Brian Sørensen tidligere været cheftræner i IK Skovbakken og FC Nordsjælland.