
Den gule ubåd sænkede Bayern
Villarreal vandt overraskende over Bayern München i det første af to opgør i Champions Leagues kvartfinaler onsdag aften.

Onsdag skulle det første opgør spilles mellem favoritten fra Bayern München og underdoggen Villarreal. Her blev det noget overraskende LaLiga-mandskabet, der vandt opgøret med 1-0.
Villarreal fik en kanonstart på opgøret, da de mod alles forventninger efter kun otte minutter kunne bringe sig i front med 1-0 over Bayern på en scoring af Arnaut Danjuma.
I slutningen af første halvleg brød jublen endnu engang ud, da et skævt indlæg fra Francis Coquelin sejlede ind bag Manuel Neuer i Bayern-målet. Det tyske mandskab kunne dog ånde lettet op, da målet blev annuleret for offside efter en VAR-gennemgang.
Anden halvleg fortsatte som første, hvor Villarreal blev ved med at være farlige foran bundesligaklubbens mål. I det 53. minut var det tæt på blive 2-0, da den spanske landsholdsspiller Gerard Moreno sparkede bolden på stolpen.

Flere mål kom der dog ikke i det første af to opgør mellem Villarreal og Bayern München, og noget overraskende blev det den gule ubåd fra Spanien, der kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med 1-0.
Returopgøret spilles tirsdag den 12. april klokken 21:00.