
Gareth Bale’s agent: Madrid-fansene vil kigge tilbage og fortryde
Gareth Bale's agent, Jonathan Barnett, taler nu åbent ud om waliserens situation i Real Madrid overfor spanske Deportes Cuatro.

Gareth Bale’s eventyr i Real Madrid har været en rutsjebanetur, siden han ankom til storklubben i 2013.
Waliseren har af flere omgange spillet en afgørende rolle under Madrids storhedstid i det forrige årti, men de seneste år har kritikken haglet ned over stjernen. Golf, manglende motivation og et dyk i niveauet, er et mindre udvalg af kritikpunkter Bale er blevet mødt af de seneste år fra spanske medier og klubbens egne fans – Men det får snart en ende.
Kantspillerens agent, Jonathan Barnett, blev nemlig inviteret ind til i et interview hos spanske Deportes Cuatro, hvor han mere eller mindre tog afsked med Real Madrid på vegne af Bale.
– Bale skal ikke bevise noget som helst overfor fansene. Han har ikke gjort noget forkert. Han er en rolig fyr, der ikke har lyst til at snakke med pressen – Han vil bare spille fodbold, siger Jonathan Barnett til mediet og følger op med en besked til Madrid-fansene.
– I løbet af de næste 20 år vil fansene kigge tilbage og se, hvor god han egentlig var – Og så kommer de til at fortryde.

Bale imponerer som altid for det walisiske landshold, hvor han i seneste landskampspause brillerede med to flotte scoringer i 2-1 sejren over Østrig. For Real Madrid er sagen dog en helt anden. Madrids træner Carlo Ancelotti har blot benyttet Bale i fire LaLiga-kampe og knap fem minutters Champions League i den indeværende sæson.

– Man skal spørge Ancelotti om, hvorfor han (Bale, Red.) ikke spiller. Det er ikke Bale’s beslutning.
Real Madrid spiller næste kamp onsdag, hvor de gæster Chelsea i kvartfinalen i Champions League. Her regner Barnett heller ikke med, at Gareth Bale får græs under støvlerne.