
Jess Thorup forlanger mere: Vi skal hæve vores niveau
F.C. København sikrede søndag aften deres syvende Superliga-sejr i streg. Alligevel mener cheftræner Jess Thorup, at niveauet ikke er på plads.

F.C. København og det danske mesterskab virker et udfald der er uundgåeligt i denne sæson af Superligaen.
Søndag sikrede hovedstadsklubben sin syvende sejr i streg, da debutanten Viktor Claesson scorede kampens eneste mål imod AaB.

Første halvleg var FCK hårdt presset af et stærkt spillende AaB-mandskab. Derfor fik mesterskabskandidaterne en opsang fra deres cheftræner Jess Thorup i pausen.
– Jeg sagde til dem, at hvis vi ikke er der i nærkampene og duellerne, så kommer vi til at løbe efter dem, og det gjorde vi i første halvleg. Vi havde jo ikke bolden, så vi forsvarede og reagerede på, hvad modstanderne gjorde – Det er ikke den måde, jeg vil spille fodbold på, siger Jess Thorup til TV3+ og understreger.
– Vi vidste godt det ville blive svært her i Aalborg, men vi havde forventet mere af os selv.

Selvom Thorup var utilfreds med store dele af kampen, anerkender han spillernes evne til at få vendt kampen til en sejr.
– Det er jo fantastisk, hvordan vi æder os ind i kampene. Vi har høje ambitioner, så vi er glade for sejren, men vi skal hæve vores niveau. Men altså – syv sejre i streg og seks clean sheets og vi er kommet buldrende ind i mesterskabsspillet. Det er fantastisk, konstaterer cheftræneren.
F.C. København spiller topbrag i næste runde af Superligaen, når FC Midtjylland kommer på besøg i Parken søndag den 10. april.