
Officielt: Brøndby sender spiller til Norge
20-årige Oskar Fallenius udlejes til norske IK Start i den næstbedste række i Norge for resten af 2022.

Det er nu en kendsgerning, at de forsvarende danmarksmestre sender 20-årige Oskar Fallenius på leje til den næstbedste række i norsk fodbold.
Det bekræfter Brøndby IF torsdag eftermiddag. Her skal den svenske midtbanespiller nemlig tørne ud for IK Start for resten af 2022.
– Oskar har været hos os i et års tid nu og haft en god udvikling, hvor han langsomt, men sikkert har trænet og spillet sig til en status, der ofte bringer ham i kamp-truppen, ligesom han også har scoret et par mål for os i Sydbank Pokalen, indleder fodbolddirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– For at fortsætte sin udvikling, så skal Oskar dog have mere regelmæssig spilletid. Vi har derfor indgået en aftale med IK Start i den norske 1. division om udleje for resten af 2022 – dog med mulighed for at vi kan hente Oskar tilbage til sommer.
Det er da også en mulighed, som den svenske midtbanespiller glæder sig over:
– Jeg ser frem til at komme til IK Start, hvor jeg skal fortsætte mit hårde arbejde på træningsbanen og på den måde gøre mig fortjent til en plads i startopstillingen, siger Fallenius til Brøndbys hjemmeside og fortsætter:
– Det er svært at sidde udenfor, da man rigtig gerne vil bidrage og hjælpe holdkammeraterne, så nu glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang i IK Start, som har en spændende sæson foran sig, hvor alt er sat ind for at sikre oprykning.

Brøndby IF spiller sin næste kamp på søndag, hvor Randers FC gæster Brøndby Stadion i Superligaen.