
Gerrard hylder Barca: Xavi-ansættelse er en genistreg
Steven Gerrard kalder det for en genistreg, at FC Barcelona har ansat Xavi.

Lørdag blev der spillet legendekamp på Anfield mellem Liverpool og FC Barcelona. Et opgør, der endte med spansk sejr på 1-2.
Efter kampen snakkede den nuværende Aston Villa-manager, Steven Gerrard, med FC Barcelona om ansættelsen af Xavi. Et interview, som klubben har lagt op på sin Twitter-profil.
Her lovpriste Liverpool-legenden i store vendinger Xavi og den catalanske storklub.
– Jeg synes, at med ansættelsen af Xavi, har Barcelona begået en genistreg. At udpege en, som har Barcelona i sin DNA, som har været en verdensklassespiller i mange år, indleder Gerrard og fortsætter:
– Han kender tydeligvis spillestilen. Noget, som alle Barcelona-folk ønsker at se, og efter en udfordrende tid, ser det ud til, at de er, hvor de skal være.
– Det var indlysende et kæmpe resultat mod Real Madrid, og som fan af Barcelona fra afstand, er det virkelig godt at se dem kæmpe sig tilbage.
Se interviewet herunder:

FC Barcelona spiller sin næste kamp søndag den 3. april, når Sevilla gæster Camp Nou i LaLiga.