Video: Vanvittige forhold da dansk landshold missede EM
Det danske U-19 landshold tabte 2-0 til Østrig i en kamp, der blev defineret af urimelige baneforhold.
Det danske U-19 landshold tabte lørdag aften en afgørende kvalifikationskamp imod Østrig, som betød, at danskerne ikke længere har mulighed for at kvalificere sig til sommerens EM-slutrunde.
Det var i sig selv en skuffelse – men danskerne kan være lige så skuffede over de forhold, de lørdag spillede under. Græstæppet var nemlig mere eller mindre skiftet ud med en svømmepøl, der ødelagde al form for fodbold, som man kender det.
Se de vanvittige billeder nederst i artiklen
– Vi er enormt skuffede og frustrerede lige nu. Vi har en følelse af, at det, der er foregået, er uretfærdigt. Vi spiller på en bane, som vi aldrig burde spille fodbold på. Det har intet med en fodboldkamp at gøre, siger U-19 landstræneren Lars Knudsen efter kampen.
Han fandt samtidig plads til at rose sit mandskab præstationen under de kummerlige forhold.
“Jeg er stolt over drengene og holdets indsats under fuldstændig absurde forhold. Vi har en fantastisk gruppe af spillere, og vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan for at vise, hvem vi er i kampen mod Spanien på tirsdag,” siger U19-landstræner Lars Knudsen.
Danmark tabte kampen 2-0, og dermed har de unge danske drenge ikke længere mulighed for at hente Østrig.