L’Équipe afslører lønninger i PSG – Messi tjener ikke mest
Den franske avis L’Équipe har tirsdag offentliggjort lønningerne i den franske Ligue 1, og ikke overraskende er Lionel Messi blandt de bedst lønnede hos den klub, der med al sandsynlighed bliver franske mestre denne sæson, men faktisk er argentineren ikke helt i top.
Det kommer næppe som nogen overraskelse, at stjernerne i Paris Saint-Germain er godt lønnede.
Hverken Lionel Messi, Kylian Mbappé, Neymar eller Marco Verratti behøver gå sultne i seng, og tirsdag kunne den franske avis L’Équipe offentliggøre den franske storklubs lønninger.
Et par overraskelser er der dog at finde i artiklen fra den franske avis, der kan berette, at Lionel Messi ikke er den højst-lønnede i den franske hovedstadsklub.
Den argentinske troldmand tjener nemlig 3,375 millioner euro om måneden – eller det der svarer til cirka 25 millioner kroner brutto. Det er dog næsten fem millioner kroner mindre end den brasilianske holdkammerat Neymar, der tjener 30 millioner kroner om måneden.
Mest overraskende er det nok, at PSG’s topscorer, franske Kylian Mbappé, til trods for at være nummer tre på listen over de bedst-lønnede spiller, ’kun’ tjener knapt det halve af, hvad Neymar tjener.
Thierry Henry støtter Messi og sender sviner til PSG’s fans: Hvordan kan I buhe af historiens bedste?Mbappé kom til PSG på leje fra AS Monaco i sommeren 2017, og da lejekontrakten blev permanent året efter, lød kontrakten på 2,2 millioner euro – cirka 16 millioner kroner. Den kontrakt er ikke blevet hverken forlænget eller forbedret siden.
Marquinhos og Marco Verratti følger på en samlet fjerdeplads, da de begge tjner 1,2 millioner euro om måneden.