Fanformand efter skandaløs opførsel i Esbjerg: Håber på udelukkelser og kampe uden tilskuere
Formanden for EfB-fangruppen Blue Knights, Steffen Kristensen, håber på en hård straf til de fans, der var med til at få kampen mellem Esbjerg fB og Lyngby BK afbrudt ad hele to omgange.
Det var langt fra en normal fodboldkamp i NordicBet Ligaen, da Esbjerg fB hjemme tog imod Lyngby BK fredag.
Her var EfB-fansenes opførsel den direkte årsag til at kampen blev afbrudt hele to gange, da der blev affyret pyroteknik og kastet kanonslag ind mod banen. Spillerne og dommerne måtte derfor søge tilflugt i omklædningsrummene, inden kampen blev genoptaget.
EfB-sikkerhedschef: Har identificeret flere uromagere fra fredagens kampEfter den sidste af de to kampafbrydelser, besluttede spillerne sig for nærmest demonstrativt at trille bolden frem og tilbage med hinanden, også fra Esbjerg-spiller til Lyngby-spiller, inden kampen to og et halvt minut senere blev fløjtet af. Kampen endte med en udesejr på 0-3 til Lyngby BK.
Det er dog langt fra alle EfB-fans, der vil associeres med hændelserne fra fredagens kamp. Således mener formanden for EfB-fangruppen Blue Knights, Steffen Kristensen, at uromagerne bør blive straffet hårdt af Esbjerg fB, og at dialog ikke er vejen frem.
– Jeg mener ikke, at de bør have lov til at komme på stadion igen de næste par sæsoner – som minimum. Jeg håber virkelig, at EfB tager sig sammen, nu hvor de vel forhåbentligt har indset, at dialog med den slags typer ikke fører til noget som helst. Det svarer lidt til at sige til Putin “Stop nu det der pjat i Ukraine.. ik?! be’ om”, fortæller Steffen Kristensen til campo.dk og fortsætter:
– Jeg tager personligt stor afstand fra det der skete i fredags, det var langt over hvad man kan tillade sig, og jeg håber virkelig, at det her kommer til at koste en hel del udelukkelser og måske endda kampe uden tilskuere for os. Så går alvoren måske op for mange.
Der blev efter kampen foretaget to anholdelser, og sikkerhedschefen i EfB har efterfølgende udtalt, at man er kommet frem til navnene på 4-5 personer, som var involveret i hændelserne fredag. Dem har man i sinde at kontakte med hjælp fra politiet. Sikkerhedschefen fortalte desuden også, at man har tænkt sig at uddele længerevarende klubkarantæner til de implicerede. Det kan du læse mere om HER.
Steffen Kristensens ønske om en straf til de største uromagere blandt EfB-tilhængerne ser dermed ud til at blive opfyldt – hvert fald et stykke hen ad vejen. Han havde dog håbet på at se en større afstandstagen til episoden fra spillerne, men især også fra ledelsen i klubben.
– Mads Larsen lavede et okay interview efter kampen, hvor han på truppens vegne tog afstand fra det. Men jeg må indrømme, at jeg efterfølgende har savnet en noget stærkere afstandstagen til hvad der skete i fredags – Både fra klubben generelt, men især fra ledelsen. De har haft så travlt med belønne disse såkaldte fans i lang tid, og ja, det her er, hvad man får ud af det.
Chokeret EfB-chef: Vi er kommet fansene i mødeEsbjerg fB, den ellers så stolte traditionsklub, ligger lige nu tredjesidst i 1. division. Samtidig har man skiftet ud på trænerposten hele fire gange de seneste ti måneder, senest med fyringen af cheftræner Roland Vrabec.
Campo.dk’s chefredaktør, Allan Hvid, mener, at scenerne fra fredages kamp skal tolkes som en protest fra fansene, der er utilfredse med den nuværende tilstand i klubben. Udover den dårlige placering i tabellen, hvor man blot har to point ned til nedrykningsstregen, og de konstante trænerfyringer, peger Allan Hvid også på de amerikanske ejere af klubben, som langt fra har formået at skabe en klar og tydelig strategi for Esbjerg fB. Det kan du læse mere om HER.
Du kan se klippet af episoden fra i fredags øverst i artiklen.