
Historisk El Clásico: Disse rekorder blev slået af vanvittige Barca
FC Barcelona leverede en magtdemonstration søndag aften, da Real Madrid blev kørt over i egen hule. Flere af Barca-spillerne blev også historiske i opgøret.

FC Barcelona kørte søndag aften Real Madrid-defensiven helt i sænk. Vildere endnu, så blev flere Barca-profiler historiske efter flotte præstationer søndag aften. Det fortæller sportsanalysevirksomheden Opta.
Pierre-Emerick Aubameyang har bombet mål ind siden han ankom til Barcelona i vinterens transfervindue og har præsteret at score ni mål i otte kampe.
Gaboneseren blev historisk søndag aften, da han for femte kamp i træk scorede mod Real Madrid. Det er han den første spiller til at gøre i dette årtusinde.
Samtidig blev han med sine to mål og en enkelt assist den første spiller i dette årtusinde til at have del i tre scoringer i El Clásico.
På trænerbænken blev Xavi den første Barca-manager til at vinde med fire mål eller mere i sin Clásico-debut siden 1959, hvor argentinske Helenio Herrera vandt 4-0 i sin debut på Barcas bænk.

Xavi er også rekordholder, som den eneste Barca-spiller, der har lavet to assists i første halvleg af El Clásico. Søndag aften fik Xavi dog selskab i rekordbøgerne, da Ousmane Dembélé blev den anden spiller i dette årtusinde med den vilde præstation.
Alt i alt blev det til en historisk aften for FC Barcelona-mandskabet, der for blot fire måneder siden præsenterede Xavi som ny cheftræner, mens holdet var i en dyb identitetskrise.