Officielt: FCM henter Anders Dreyer
FC Midtjylland har skrevet kontrakt med Anders Dreyer, der dermed vender hjem til Superligaen.
På grund af Ruslands invasion af Ukraine, har FIFA givet lov til at udenlandske spillere i den russiske liga kan suspendere deres kontrakter og skifte væk på korte aftaler. Det har Anders Dreyer nu gjort i Rubin Kazan og skifter til FC Midtjylland på en kontrakt, der gælder indtil 30. juni.
– Jeg er super glad for, at det er blevet en mulighed at komme tilbage til Midtjylland. Jeg kender klubben, og det er et godt sted at være i den her periode. På den måde er jeg forhåbentligt i en mindst lige så skarp udgave af mig selv, når jeg skal tilbage til Rubin Kazan d. 1. juli, siger Anders Dreyer og fortsætter:
– Jeg håber på at kunne hjælpe holdet til at vinde et nyt mesterskab. Det er det største mål for de kommende måneder, og så glæder jeg mig bare til at spille fodbold og møde fansene igen.
Bo Henriksen om mulig Dreyer-retur: Ikke en spiller vi siger nej tilOgså i FC Midtjylland er man glade for tilgangen af Anders Dreyer
– Der er ingen tvivl om, at tilføjelsen af Anders giver os et ekstra offensivt kort, og det er en sportslig styrkelse. Han viste sine kvaliteter i halvandet år hos os, har fortsat det høje niveau i den russiske liga og er inde omkring landsholdet. Han er en topspiller, der kan hjælpe os i den afgørende fase af sæsonen, siger sportschef, Svend Graversen.
FC Midtjylland hentede sin Anders Dreyer hjem i et privatfly, oplyser klubben. Især muligheden for at hjælpe sin tidligere spiller i en svær situation har vejet højt i klubben, fortæller Svend Graversen:
– Vi er først og fremmest glade for, at vi kan hjælpe Anders ud af en vanskelig situation. Det er ikke sjovt for nogen at være i Rusland under krigen, og vi har været i tæt kontakt med ham for at se, hvordan vi kunne hjælpe, siger sportschefen og fortsætter:
– Siden FIFA åbnede for muligheden, var vi selvfølgelig interesseret i at lave en aftale med Anders. Nu er det lykkes, og selvom det skyldes tragiske omstændigheder, betyder det meget for os, at vi kan hjælpe en af vores tidligere spillere i denne periode.
Anders Dreyer kan trække i FC Midtjylland-trøjen fra første kamp i Mesterskabsspillet. Offensivspilleren har ifølge Transfermarkt kontrakt med russiske Rubin Kazan indtil sommeren 2026 og skal som udgangspunkt tilbage til klubben 1. juli.