Champions League

Manchester United sendt ud af Champions League af Atlético Madrid

Manchester United har nu kun Premier League at koncentrere sig om, efter den engelske storklub tirsdag aften blev sendt ud af Champions League af spanske Atlético Madrid.

Manchester United Champions League Atlético Madrid
Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er ikke sikkert, at den slovenske dommer Slavko Vincic skal vise sig i den røde del af Manchester lige foreløbigt.

Manchester United følte sig nemlig voldsomt bortdømt, da de tirsdag aften blev slået ud af Champions League af spanske Atlético Madrid. Efter et 1-1-resultat fra det første opgør i Spanien, sørgede de spanske mestre nemlig med en 0-1-sejr på Old Trafford for, at de er at finde i bowlen, når der skal trækkes lod til kvartfinalerne.

Manchester United startede ellers kampen klart bedst, men hjemmeholdet formåede ikke for alvor at skabe defensive problemer for de spanske gæster. Først da Atlético Madrid vovede sig en smule frem på banen, blev englænderne farlige.

Bruno Fernandes fandt ved baglinjen Anthony Elanga midt for mål, men den unge svensker sendte bolden ind i ansigtet på Atlético-målmand Jan Oblak i stedet for ind i netmaskerne.

Få minutter efter forsøgte Rodrigo de Paul sig for udeholdet, og kun en god redning fra Manchester Uniteds David de Gea sørgede for stilstand på måltavlen. Det ændrede dog ikke på, at Atlético Madrid var kommet tilbage i kampen hvad både spil og chancer angår.

Laudrup om Cristiano: Champions League er hans turnering

Alligevel var det efter 21 minutter Manchester United, der følte sig snydt, da Bruno Fernandes blev nedlagt i feltet, men dommer Slavko Vincic var ikke overbevist, og efterfølgende viste slow-billederne da også, at den slovenske dommer havde set rigtigt, men det var ikke sidste gang, kampens dommer kom i fokus.

Med ti minutter tilbage af halvlegen underkendte han korrekt et mål fra udeholdets Joao Felix som følge af en offside, men halvlegens dramatisk højdepunkt kom med fem minutter til pausen.

Manchester Uniteds Anthony Elanga udfordrede på højrekanten, og da først Renan Lodi mislykkedes med at stoppe den hurtige svensker, tog holdkammeraten Reinildo Mandava over og nedlagde den unge United-kant.

Transferjournalist: Manchester United henter 18-årig i Premier League-klub

Hverken dommer Vincic eller hans linjedommer kunne dog se nogen forseelse, og 32 sekunder senere lå bolden i nettet bag United-målmanden i den anden ende. Atlético-angrebet var længe undervejs, og midt på banen følte også Fred sig snydt for et frispark.

Det ændrede dog ingenting, for faktum var pludselig, at Renan Lodi havde bragt Atlético Madrid foran 0-1 på hovedstød efter et fint indlæg fra Antoine Griezmann.

Bruno Fernandes sluttede halvlegen af ved at teste Jan Oblak med et drilsk og knækkende langskud, men den slovenske målmand var på sin plads.

Manchester United sætter ny Premier League-rekord

Anden halvleg var knapt gået i gang, før første halvleg gentog sig. Straks fra start fik Anthony Elanga et stor tilbud, som han misbrugte, og kort efter viste Slavko Vincic tvivlsom kendskab til dommerbogen, da han lod spillet fortsætte, selvom Bruno Fernandes’ aflevering gik via dommerens egen fod og hen til en Atlético-spiller.

Atlético Madrid lurede hele tiden på omstillinger som anden halvleg skred frem, mens Manchester United satte sig mere og mere på spillet. Med en halv time igen sendte Diogo Dalot et indlæg til fjerneste stolpe, men Jadon Sancho kunne ikke holde sin afslutning indenfor målrammen.

Også Raphaël Varane fik en stor mulighed for Manchester United, men Jan Oblak viste igen, hvorfor han er at regne blandt verdens bedste målmænd.

Manchester United fortsatte sit pres, men de formåede aldrig at lægge store pres på Atlético Madrid-forsvaret, mens spanierne viste nogle af de dyder, der i sidste sæson gjorde dem til spanske mestre.

Efter fire minutters overtid måtte de Røde Djævle erkende, at de nu kun har Premier League-kampe tilbage i indeværende sæson, da de er blevet sendt ud af både Champions League, FA Cuppen og Ligacuppen før kvartfinalerne.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P