FCM: Har mundtlig aftale med Dreyer
Claus Steinlein afslører nu, at FC Midtjylland har en mundtlig aftale på plads med Anders Dreyer, der har fået sin kontrakt med Rubin Kazan suspenderet for resten af sæsonen.
Anders Dreyer har været et stort samtaleemne i den danske fodboldpresse, efter det kom frem, at hans kontrakt med russiske Rubin Kazan er blevet suspenderet for resten af sæsonen.
Til campo.dk har FC Midtjyllands cheftræner, Bo Henriksen, allerede afsløret, at man gerne vil skrive med Anders Dreyer, hvis muligheden opstår.
Dog går direktør, Claus Steinlein, skridtet videre overfor DR, hvor han afslører, at man har en mundtlig aftale på plads med offensivspilleren.
– Fra dagen, hvor FIFA åbnede op for muligheden, har vi sagt, at det var vi selvfølgelig interesseret i. Vi har også en mundtlig aftale på plads med Anders. Det er vi blevet enige om, at vi finder en løsning på. Hvis Divisionsforeningen altså kan beslutte sig for, at det kan lade sig gøre, siger Claus Steinlein.
Her afslører Claus Steinlein også, at klubben i dag har sendt et privatfly afsted for at hente Dreyer hjem til Danmark.
Dreyers kontrakt suspenderet i Rubin Kazan– Nu skal Anders først og fremmest hjem til sin familie. Det sportslige er sekundært. Men Anders er en dygtig spiller, som vi har solgt for mange millioner, og som er omkring det danske landshold, så selvfølgelig vil han være en sportslig styrkelse, slutter FCM-direktøren.