
David Nielsen: Har kun følt mig sikker i sædet i to uger i min AGF-tid
David Nielsen fortæller i et interview med discovery+, at han kun i to uger har følt sig sikker på, at han kommer til at blive i AGF i rigtig lang tid.

Snakken om en fyring af AGF-træner, David Nielsen, har i den seneste tid taget til hos flere danske medier, efter klubben mandag aften næsten stensikkert smed muligheden for at komme i top seks.
Hos discovery+ har man derfor taget snakken med hovedpersonen selv, hvor han blandt andet afslører, at han meget sjældent har følt sig sikker i sædet som træner for AGF.
– Jeg vil tro, at der har været to eller tre uger i den tid, hvor jeg har været i AGF, hvor jeg har tænkt, at nu føler jeg i hvert fald, at nu kommer jeg til at være her i rigtig lang tid. Det er to eller tre uger, hvor jeg har gjort det over en sommerpause, hvor vi har vundet bronze, siger David Nielsen til mediet og fortsætter:
– I resten af ugerne har jeg på et eller andet tidspunkt skulle forholde mig til, hvor lang tid, jeg er AGF-træner. Det er helt, helt, helt essentielt, at jeg er fucking ligeglad med det, lyder det fra træneren, der tilføjer, at han er glad i Aarhus.

– Jeg arbejder med de her spillere her og har et fantastisk apparat over mig.
AGF spiller næste gang på søndag, hvor man gæster Brøndby IF klokken 16:00.